Fraflytning

Opsigelse

Som udgangspunkt har lejer løbende måned + 3 måneders opsigelse. Læs evt. andre vilkår i lejekontrakten. Opsigelse skal gøres skriftlig og sendes til udlejning@energytech.dk
Opsigelsen skal indeholde navn, adresse, konto oplysninger, ny adresse samt fraflytningsdato.
Din opsigelse er først gyldig, når du har modtaget en bekræftelse på, at den opfylder alle formkrav.
Såfremt du ønsker at fraflytte dit lejemål inden udløbet af opsigelsesfristen, skal dette oplyses i forbindelse med opsigelsen.

Fraflytningssyn

Fraflytningssyn finder som udgangspunkt sted 10 hverdage eller 14 dage før frigørelsesdatoen (sidste dag i hæftelsesperioden). Indkaldelse til syn modtages på mail senest 14 dage inden synet vil blive afholdt. Lejer skal som udgangspunkt selv deltage i synet, men er det ikke muligt at deltage kan der udstedes en fuldmagt til en anden person. Kontakt os herom. Til synet skal nøgler afleveres til lejemålet. Det vil sige, at lejligheden her skal være tom og rengjort.

Husk ligeledes at framelde el-aftale fra den sidste dag i hæftelsesperioden.

Til synet vil fraflytningsrapporten fremsendes pr. mail. Der skal gøres opmærksom på, at pris for maler, gulv, elektriker, vvs og tømrerarbejde mv. først vil fremgå i flytteopgørelsen sammen med fakturaen for arbejdet.

Flytteopgørelse

Som udgangspunkt vil flytteopgørelsen blive sendt pr. mail, senest 6 uger efter frigørelsesdatoen.
Opgørelsen vil opgøre hvad man får tilbage af depositum eller hvad der skyldes.
Der vil ligeledes blive tilbageholdt et beløb til vand- og varme-opgørelsen.
Tilgodehavende udbetales til oplyste konto.

Rengøring ved fraflytning

Lejligheden skal afleveres i ryddet og rengjort stand. Derudover skal samtlige lyskilder være funktionelle, som ved indflytning. Såfremt rengøringen af lejligheden er mangelfuld, er vi nødsaget til at hyre et eksternt rengøringsfirma til at foretage rengøringen på lejers regning.

Husk at rengøre b.la. vinduer, armaturer, wc-kummer, hvidevarer og andre brugsgenstande i lejemålet.
Husk desuden at rense afløb i køkken og badeværelse.

Forslag til tjekliste for rengøring:

Rengøringsvejledning / Tjekliste til rengøring ved fraflytning

Ud- og indtrædelse af kontrakt

Såfremt en juridisk lejer ønsker at fraflytte et lejemål, kan personen blive skrevet ud af kontrakten. Dette gøres med et tillæg til kontrakten som administrator laver.

Send os en mail med informationer på hvem der flytter ud, og evt. ny lejers informationer samt ind- og udflytningsdatoer. OBS!! Mindst en af de originale lejere skal blive i lejemålet, ellers skal lejemålet opsiges.

Tillægget er først gældende når alle lejere har underskrevet tillæg.
Angående depositum og vurdering af fraflyttende lejers ’’skader’’ på lejligheden er dette et mellemværende mellem lejerne individuelt.

 

Aflæsning af målere

Vi sørger for at aflæse både el, vand og varme ved fraflytning. Husk at du selv er ansvarlig for at afmelde lejemålet hos elselskabet. Melder du flytning af el inden din opsigelse udløber, vil gebyrer m.m. blive modregnet på din flytteopgørelse.